(Stillingen er besat)
Tag teten på lageret 📦
Hos FINICC søger vi en stærk lager- og driftsprofil, som trives med ansvar, struktur og overblik. Du bliver en vigtig del af vores lagerteam, men også en nøgleperson i den daglige koordinering og udvikling af lagerdriften.
Det er ikke en lederstilling med personaleansvar. Til gengæld får du stor indflydelse på, hvordan hverdagen fungerer, og bliver en naturlig sparringspartner for ledelsen omkring drift, processer og optimeringer.
Rollen er ideel for dig, der ønsker mere ansvar og indflydelse end i en traditionel lagerstilling – uden nødvendigvis at gå ledervejen. Du får mulighed for at sætte dit aftryk på et lager i udvikling og være med til at skabe de strukturer og arbejdsgange, som skal understøtte vores fortsatte vækst.
Om jobbet
Du bliver en del af vores eget lager i Rødovre, hvor vi håndterer tusindvis af ordrer til kunder i Danmark og Sverige.
En stor del af din tid vil være klassisk lagerarbejde:
• Pluk og pak af kundeordrer
• Varemodtagelse og indlagring
• Genopfyldning af lokationer
• Returhåndtering
Men derudover får du også et særligt ansvar for at skabe struktur og fremdrift i hverdagen.
Det kan blandt andet være:
• Prioritering af dagens opgaver
• Sikring af flow og effektivitet på lageret
• Opfølgning på restancer og udfordringer
• Vedligeholdelse af arbejdsinstruktioner og processer
• Identificering af forbedringsmuligheder
• Koordinering mellem lager, kundeservice og indkøb
Du vil få mulighed for at arbejde med forbedringer inden for plukflow, lagerindretning, lokationsstyring, varemodtagelse og generel optimering af arbejdsprocesser.
Vi leder efter en person, der naturligt tager ansvar, når noget ikke fungerer optimalt – og som har lyst til at være med til at udvikle lageret sammen med os.
Hvem er du?
Du behøver ikke være leder, men du er typen, der tager initiativ, når noget kan gøres smartere. Du ser udfordringer og flaskehalse, før de bliver til problemer, og du trives med at skabe struktur og fremdrift i hverdagen.
Derudover er det vigtigt, at du:
• Har erfaring fra lager eller logistik
• Arbejder struktureret og systematisk
• Har blik for detaljer og kvalitet
• Tager ejerskab frem for at vente på instrukser
• Trives i en hverdag med højt tempo
• Er vant til at arbejde digitalt og i lagersystemer
Det vil være en fordel, hvis du tidligere har haft ansvar for koordinering, drift eller procesoptimering.
Hvad tilbyder vi?
• En central rolle i en virksomhed i vækst
• Mulighed for at præge og udvikle lagerdriften
• Stor frihed under ansvar
• Et uformelt arbejdsmiljø med korte beslutningsveje
• Dygtige og engagerede kolleger
Om FINICC
FINICC er en af Nordens førende specialister inden for eksklusive greb, knopper, dørhåndtag og boligbeslag.
Vi servicerer hvert år mere end 60.000 kunder i Danmark og Sverige og har de seneste år oplevet markant vækst. I 2025 etablerede vi vores eget lager, og vi fortsætter med at investere i både mennesker, systemer og processer.
Nu søger vi den næste nøgleperson til at hjælpe med at skabe struktur, overblik og stærk drift i hverdagen.
Ansøgning og CV sendes til job@finicc.com.
Lokation: Rødovre, København
Ansættelse: Fuldtid (mulighed for deltid)
Start: Efter aftale
Ansøgsningsfrist: 26. juni 2026
















